Kære bådejer
Karsten K. E. Pudselykke | Publiceret |
Slutningen på sæson 2021 nærmer sig og de fleste både, der skal på land for vinteren, er kommet op.
Husk vi har optagning med traveliftene til og med den 30. november.
Traveliftene kører ikke i frostvejr. Ved forudgående aftale køres der mod merpris i perioden fra 1. december 2021 til ultimo marts 2022.
Lidt vinterinformation:
– Sæt navn/bådplads på master i masteskuret. Vi planlægger en større oprydning i masteskurene til foråret, hvor umærkede master fjernes.
– Lås din stige fast til stativet, så ubudne gæster ikke kan bruge den til at komme ombord i din eller andres både.
– Fjern værdigenstande fra båden.
– Det er ikke tilladt at opsætte telt/overdækning, der står på jorden.
– Der lukkes for vandet på broerne/landpladserne, når der varsles frost. Slangevogn til vand vil blive sat op på det offentlige toilet.
– Vi beholder strøm på alle broer hen over vinteren. I tilfælde af forventet højvande vil strømmen evt. blive slukket på de broer, som er i fare i perioden for højvande.
– Brug af el – se reglerne her https://holbaekmarina.dk/el/
Det er ikke tilladt at forlade både, der står på land, hvis der er tilsluttet landstrøm. Både på vand må kun tilsluttes el, hvis de er under opsyn, hvis der foreligger en særaftale med havnekontoret eller hvis man har bi-måler.
– Der kan gives tilladelse til ladning af batterier, men kun mod forudgående aftale med havnekontoret.
– Til både på vand anbefales der at have et sæt ekstra vinterfortøjninger samt godt med fendere. Husk at tage højde for høj- og lavvande. Sørg for at fald og sejl er surret godt fast. Tjek vejrudsigten og tilse din båd jævnligt.
– Moletoiletterne tages ind for vinteren. Der vil stadig være åbent på det offentlige toilet samt med adgangskort på dame- og herretoiletterne.
– Tankanlægget er åbent hele døgnet.
– Både på vand, der flyttes til en anden plads for vinteren, skal melde den nye plads ind til havnekontoret. Dermed har vi bedre mulighed for at kontakte ejeren, hvis der opstår behov herfor.
Venlig hilsen
Thomas Petersen
Havnefoged